Hjem - Lions Skive

Menu

Tyfon hørgede Mozambique og Malawi

Lions Katastrofehjælp støtter cyklon-hærgede lande
22. marts 2019
Lions Katastrofehjælp støtter Læger uden Grænsers akutte arbejde i cyklon-hærgede lande.

Cyklonen Idai ramte Mozambique, Zimbabwe og Malawi den 14. marts. Byer med hundredtusindvis af indbyggere er blevet ødelagt, og store områder er blevet afskåret fra hjælp på grund af de enorme vandmasser, der har skabt massive oversvømmelser i kæmpe områder.

Vi er til stede i de berørte lande og forsøger lige nu at få lægehjælp frem, hvor behovet er størst. Lions har valgt at støtte vores akutte nødhjælpsarbejde i de berørte lande.

Vi er rigtig glade og taknemmelige for, at Lions Katastrofehjælp har valgt at støtte det akutte arbejde, som foregår lige nu i de lande, der er blevet ramt. Gennem donationen på 200.000 kroner kan vi sammen være med til at gøre en forskel for de mennesker, som lige nu har så stor brug for hjælp.

Læger uden Grænsers direktør Jesper Brix.
Pengene er øremærket til katastrofen og vil gå til at rekonstruere to sundhedscentre, der er blevet ødelagt. Det vil betyde, at ofrene ikke længere er afskåret fra livreddende lægehjælp. Derudover vil pengene også blive brugt til at sikre rent vand og sanitet.

”Det er enormt vigtigt med rent vand og sanitet for at forebygge, at vandbårne sygdomme som kolera, diarré og tyfus ikke pludselig bryder ud efter en katastrofe som denne, hvilket vi godt kan frygte,” fortæller Jesper Brix. ”Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at få det under kontrol.”

”For Lions er det vigtigt, at nødhjælp kommer hurtigt frem, og Læger uden Grænser var og er til stede i katastrofeområdet og har startet en hurtig indsats. Idai er formentlig den værste naturkatastrofe, der har ramt den del af Afrika i nyere tid, og derfor er vi glade for, at Lions kan være med til at yde den nødvendige indsats gennem Læger uden Grænser,” siger  formand for Lions Katastrofehjælp, Frank Stjerne.

Følg Lions